Nyhedsjournalist til stærkt nichemedie

Vil du være med til at sætte dagsordenen i en af Danmarks største og vigtigste brancher?

På Metal Supply bliver du en del af et ambitiøst og nysgerrigt hold, der hver dag jagter de historier, som betyder noget for metal- og maskinindustrien. Vi afdækker problemer, stiller kritiske spørgsmål og fortæller om de virksomheder og beslutninger, der flytter branchen.

Metal Supply er en del af Nordiske Medier, som med en række specialiserede B2B-medier dækker dansk erhvervsliv tæt. Vores journalistik er skrevet til dem, der arbejder i brancherne og træffer beslutningerne, og derfor skal den være relevant, kritisk og tæt på virksomhederne.

På Metal Supply dækker vi den danske metalindustri med særligt fokus på de største aktører som f.eks. Danfoss, Grundfos og Vestas.

I branchen finder du nogle af Danmarks stærkeste eksportvirksomheder, højt specialiserede producenter og teknologiske frontløbere. Samtidig står branchen midt i nogle af de største spørgsmål for dansk erhvervsliv: mangel på kvalificeret arbejdskraft, stigende krav til produktivitet, grøn omstilling, geopolitisk usikkerhed og kampen for at fastholde avanceret produktion og industrielle arbejdspladser i Danmark.

Det giver masser af stærke historier og gør metalindustrien til et vigtigt og levende journalistisk stofområde.

Om jobbet

Redaktionen på Metal Supply består af en redaktionschef og tre journalister. Sammen finder og prioriterer vi hver dag de vigtigste historier for beslutningstagere i metal- og maskinindustrien.

Nyheder er kernen i vores journalistik. Vi er tæt på virksomhederne og skriver om det, der flytter branchen: opkøb, konkurser, investeringer, regnskaber, generationsskifter og nye strategier. Men vi stopper ikke ved nyheden. Vi forklarer, hvorfor den er vigtig, hvem den får konsekvenser for, og hvad der sker bagefter.

Den ene dag kan du være først med historien om et større opkøb eller en virksomhed i økonomiske problemer. Den næste kan du undersøge, hvordan automatisering ændrer produktionen, hvad mangel på faglært arbejdskraft betyder for virksomhederne, eller hvordan energipriser og nye politiske krav rammer branchen.

Du får tæt kontakt til virksomheder, organisationer og andre centrale kilder. Og når en historie kræver, at vi graver dybere, gør vi det. Ud over klassiske nyheder arbejder vi derfor også med interview, analyser og baggrund.

Metal Supply udkommer digitalt med to daglige nyhedsbreve og som trykt avis cirka én gang om måneden.

Om dig

Du er en skarp og ambitiøs nyhedsjournalist, der kan finde historien i både et regnskab, en strategisk beslutning og en større udvikling i branchen.

Du skal være tryg ved tal, forstå erhvervslivets mekanismer og kunne omsætte komplekse sammenhænge til klar og relevant journalistik. Erfaring med erhvervsjournalistik er en fordel, men vigtigst er, at du er en dygtig journalist med lyst til at vinde nyhedskampen.

Du skriver præcist, interviewer sikkert og følger dine historier og virksomheder tæt. Du har mod på at stille kritiske spørgsmål og ambitioner om at sætte dagsordenen – også over for branchens største aktører.

Og så motiveres du af, at dine historier bliver læst, delt og gør en forskel for dem, der arbejder i branchen.

Dine vilkår

Vi håber, at du kan starte hurtigst muligt.

Nordiske Medier har redaktioner i Aalborg, Odense, Aarhus og København. I forbindelse med denne stilling foretrækker vi, at basen bliver i København, hvor vi holder til i flotte, rummelige lokaler i Titangade.

Vi tilbyder gode ansættelsesvilkår med løn og pension i henhold til gældende overenskomst og kvalifikationer. Stillingen er på fuld tid.

Der er adgang til frokostordning, en lang række fælles sociale aktiviteter og et godt kollegialt sammenhold i et mediehus i vækst.

For yderligere information om jobbet kontakt redaktionschef Nicolai Østergaard på 2619 8657 / nos@sofart.dk eller nyhedschef Jesper Ludvigsen på 2024 4111 / jelu@nordiskemedier.dk.

Søg stillingen

Du søger stillingen ved at trykke på linket i bunden af denne side. Vi holder samtaler løbende. Ansøgningsfristen er 25. oktober 2026.

I Nordiske Medier ønsker vi at afspejle det omgivende samfund. Derfor opfordrer vi alle – uanset personlig baggrund og orientering – til at søge stillingen.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning.

Om os

Nordiske Medier er en af Skandinaviens største virksomheder inden for specialmedier og udgiver nogle af Skandinaviens ældste og mest læste fagblade. Virksomheden dækker nordisk erhvervsliv med konstruktive, troværdige og uafhængige nyheder med særligt fokus på at være helt tæt på de brancher, vi beskæftiger os med. Nordiske Medier er en del af Det Nordjyske Mediehus-koncernen og har 250 medarbejdere med base i Aalborg, København, Odense, Aarhus, Oslo og Stockholm. Nordiske Medier udgiver over 50 medier og afholder mere end 80 brancherettede events årligt. Derudover står vi bag udgivelsen af mere end 100 forskellige specialmagasiner og nyhedsbreve. Vi udsender online-nyhedsbreve til flere end 550.000 modtagere og har 450.000 læsere på vores printmedier.